Også indenfor salsadansen finder man forskellige stilarter. Disse blev oprindeligt ”skræddersyet” til lokale salsa-musikstilarter, så musik og dans passer sammen. I Århus danses der flere forskellige stilarter som f.eks. colombiansk, cubansk, Crossbody style (fra USA) og mix. Stilarterne kan fint anvendes til forskellige former for salsamusik, men man rammer dog bedst ”nerven” i musikken ved at bruge den til musikken specifikt udviklede dans.
Opbygning
Salsa er en pardans med den ene ”regel”, at dansen følger salsamusikkens grundsten (clavesrytmen), således at grundtrinnene bevæger sig over to gange fire slag. Man tæller på denne måde til otte ved indlæring af salsatrin, og dansen startes typisk på første eller andet taktslag (On1 eller On2). Akkurat som salsamusik kan betegnes som en slags ”sovs” eller ”blanding af ingredienser”, kan også salsadansen karakteriseres som en blanding af flere forskellige dansestile. I salsa er det manden, der fører - men der er også plads til, at kvinden sætter sit præg på dansen. Salsa er ikke koreograferet, hvilket giver mulighed for at gøre stilen meget personlig.